Menu

Hård skæbne på heden

image
30. oktober 2019 kl. 08:27
Scenen var sat til revanche for oprykkerne fra Romalt.

Hård skæbne på heden

 

Tirsdag den 29 oktober skulle Romalts bedste damesenior hold spille mod Vildbjerg på udebane. Med temperatur tæt på frysepunktet og svær bane, var det ikke det velpolerede fodboldspil der var i vente.

 

Vildbjerg er et rigtigt dygtigt fodboldhold, som også vandt i det første opgør i Romalt. Scenen var derfor sat til revanche for oprykkerne fra Romalt.

 

Desværre kom Vildbjerg meget hurtigt foran, på et mål der set udefra lugtede lidt af offside. I første halvleg fik Vildbjerg stor succes med deres løb i dybden med rigtig mange spillere, hvilket gjorde det svært for Romalt at få positioneret sig rigtigt. Det blev da også både 2-0 samt 3-0 før pausen, hvilket skyldtes at Vildbjerg denne dag var yderst effektive, modsat Romalt der ikke rigtig fik den sidste aflevering til at stemme.

 

Efter pausen kom Romalt meget bedre med i kampen, og tilspillede sig flere halve chancer. Hård fight og flot presspil, men målet udeblev.

Skæbnen blev endnu hårdere for det unge Romalt hold, da Vildbjerg scorede yderligere 3 gange i slutfasen.

 

6-0 på måltavlen lyder af meget, men er vel ret beset ikke helt fair set på spil og chancer. Vildbjerg var utroligt effektive på deres chancer, der alle blev sat ind uden chance for Lærke Holst i målet. Og modsat manglede Romalt lige den sidste skarphed denne dag, når de halve chancer skulle omsættes til mål. Der var flere gange optræk til chancer når Fria Schøt blev retvendt med bolden, ligesom en dobbeltchance efter et frispark også kunne have givet håb om et comeback i kampen.

 

Der er nu 3 kampe tilbage inden vinterpausen, og hvis de gode takter kan tages med videre og samtidig få luget ud i de små fejl der giver mål til modstanderne, er der helt sikkert basis for at samle yderligere 4-6 point i de 3 kampe.